SAS EuroBonus-point i 400 danske butikker

SAS gør det nu muligt for Eurobonus-medlemmer at tjene point i 400 fysiske butikker når de køber smykker, vin og senge eller får bilen checket.

SAS’ danske EuroBonus-medlemmer får nu udvidet paletten af muligheder for at optjene EuroBonus-point. De kan nemlig fremover også optjene point, når de handler hos 400 udvalgte butikker, cafeer og restauranter over hele Danmark. Point som kan anvendes til flyrejser, hotelbesøg, billeje eller i EuroBonus-shoppen.

”Vi arbejder hele tiden med at forbedre vores EuroBonus-program og gøre det endnu mere enkelt at optjene point. Derfor er vi stolte over at kunne præsentere 400 nye optjeningstilbud, hvor vores medlemmer kan få point, når de handler eller går ud,” siger Kenneth Christiansen, Marketingschef i SAS.

For at optjene point hos de 400 forretninger skal man have et almindeligt medlemskort. Eurobonus-medlemmer skal blot registrere sit almindelige EuroBonus-medlemskort i butikkens betalingsterminal inden selve betalingen foretages. Antallet af optjente EuroBonus Ekstrapoint per brugte 100 kroner varierer fra 30 til 250.

Mulighed for dobbeltoptjening
De nye optjeningsmuligheder betyder samtidig, at kunder med både et kombineret EuroBonus-betalingskort (American Express, MasterCard, Diners eller Travel Cash) og et almindeligt EuroBonus-kort har mulighed for at tjene point på begge kort, såfremt det almindelige medlemskort registreres først, og der efterfølgende betales med et EuroBonus-betalingskort.

Eksempler på steder i Danmark, som giver EuroBonus Ekstrapoint er Burberry, Gucci, Hästens, Copenhagen Luggage, Formel B, Trollbeads, Beck & Jørgensen, Cafe Vivaldi, Vibholm guld og sølv, H.J. Hansen Vin – Vinspecialisten, Delicious By Nordic i CPH Lufthavn og en række Dinitrol Centre.

Langt de fleste steder ligger i Storkøbenhavn. I Aarhus, Aalborg og Odense er der således kun henholdsvis fem, tre og ni steder, at man kan optjene point.

Forretningerne, som giver Eurobonus Ekstrapoint, kommer også snart til at have et klistermærke og skilt ved disken, så det bliver tydeligt for medlemmerne, at man kan optjene point.

Bredt loyalitetsprogram
De nye optjeningsmuligheder lanceres i første omgang i Danmark og kommer snart også i Norge og Sverige.

SAS EuroBonus er Nordens største fordelsprogram med over 4,5 millioner medlemmer og er en central del af SAS’ kundetilbud. EuroBonus har i de seneste år udviklet sig fra at være et rejsebonusprogram til et bredt loyalitetsprogram, hvor antallet af samarbejdspartnere hele tiden vokser.

 

 

Relaterede artikler:

Visse Eurobonus-medlemmer får billigere billetter

SAS lancerer betalingskort

Nye optjeningsregler i SAS EuroBonus

1.675 nye Eurobonus-medlemmer om dagen

EuroBonus på vej til at blive Nordens største