- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

SAS bestiller 50 nye Airbus-fly

SAS oplyser tirsdag, at flyselskabet har lagt ordre på yderligere 35 nye Airbus A320neo-fly til en værdi af små 25 milliarder kroner. Herudover vil selskabet leje 15 fly af samme type.

Fra foråret 2019 og fire år frem vil det skandinaviske flyselskab SAS få leveret 35 splinternye Airbus A320neo-fly, mens selskabet yderligere vil modtage 15 fly af samme type fra udlejere.

”For lidt over et år siden begyndte vi at indfase helt nye Airbus A320neo-fly, og siden da har vi fået meget positive tilbagemeldinger fra vores kunder. Jeg er derfor glad for, at vi gennem denne ordre kan fortsætte med at forbedre og investere i vores kundevalg og dermed SAS’ fremtid,” siger Rickard Gustafson, koncernchef i SAS, i en pressemeddelelse.

Tidligere har SAS lagt ordre på 30 Airbus A320neo-fly, og flyselskabet har indtil videre fået leveret 17 af disse. Bestillingen af i alt 50 nye fly betyder således, at SAS fra 2023 vil have i alt 80 Airbus A320neo-fly i drift.

”Vi er stolte af, at SAS fortsat forpligter sig over for os. A320neo-flyet vil supplere SAS’ eksisterende Airbus-flåde med uovertruffen brændstofeffektivitet og de laveste driftsomkostninger og miljømæssige fodaftryk. Det er det perfekte valg til SAS for at udskifte deres ældre fly,” siger Eric Schulz, marketingchef hos Airbus.

Udelukkende Airbus-fly
De første 15 Airbus A320neo-fly fra den nye ordre på 50 fly vil blive leveret fra 2019 til 2021 via hensigtserklæringer med udlejere. Det resterende antal på 35 fly bliver leveret til SAS frem til 2023 – og vil modtages direkte fra Airbus. SAS har i den seneste ordre desuden en option på yderligere fem fly af Airbus A320neo. Prisen for de 35 nye fly direkte fra Airbus er på 25 milliarder kroner.

Købet af de nye Airbus-fly betyder, at SAS vil udfase flyselskabets nuværende Boeing 737-fly og Airbus A320-fly. Det betyder, at SAS om nogle år vil have en flåde af kort-, mellem-, og langdistancefly udelukkende fra Airbus, og det er første gang nogensinde. Det gør samtidig, at flyselskabet blandt andet vil kunne tage effektivitet og fleksibilitet til næste niveau og spare omkostninger.

Airbus A320neo-flyet har 15-20 procent mindre brændstofforbrug pr. sædekilometer i sammenligning med de fly, der vil blive udfaset i de kommende år.

De nye Airbus A320neo-fly vil alle blive udstyret med SAS’ trådløse WiFi, ligesom alle kabiner vil blive med flyselskabets helt nye interiør.

 

Relaterede artikler:

Første flyvning med SAS A320neo

SAS flytter A320neo fra norsk til svensk register

SAS sætter første A320neo i drift

A320neo-fly på SAS-baser i London og Málaga

SAS tæt på aftale med Airbus om nye fly