Airbus A330-300 fra SAS.

SAS tager højde for fejlslagne gardin-forhandlinger

Hvis SAS og det danske kabinepersonale ikke snart når til enighed om gardiner på fem langrutefly, så bliver danskerne erstattet af nordmænd og svenskere på de CPH-baserede fly. Et stort antal danskere er ved at blive omskolet til at kunne flyve mellemdistancefly fra Oslo og Stockholm.

Omkring 70 af SAS’ danske stewardesser og stewarder er lige nu ved at blive omskolet til at kunne arbejde på de Boeing 737-fly, som SAS har baseret i Oslo og Stockholm Arlanda. En flytype, som det danske kabinepersonale normalt ikke er skolet på, da SAS-flåden af mellemdistancefly på basen i Københavns Lufthavn udelukkende består af Airbus A319, A320 og A321 fly.

Omskolingen hænger sammen med, at det endnu ikke er lykkedes SAS at indgå en aftale med det danske kabinepersonales fagforening, Cabin Attendants Union (CAU), om vilkårene for at arbejde ombord på fem langdistancefly, som ikke har særlige hvilekabiner til kabinepersonalet. På fire Airbus A330-fly og et Airbus A340-fly er der således kun et gardin mellem de hvilende stewardesser og passagererne.

Omskoler danskere
En midlertidig et-årig aftale udløber 1. januar. Og SAS er derfor gået i gang med at forberede sig på, at danske kabinemedarbejdere ikke må flyve i de fem fly efter 1. januar – medmindre der kommer en aftale på plads snart.

”De sidste mange måneder har SAS været optaget af at få en aftale på plads omkring hvilemodul. Det er endnu ikke sket, og vi har derfor i ordentligt tid planlagt for den situation, at vi ikke får en aftale,” forklarer Trine Kromann-Mikkelsen, pressechef i SAS, til CHECK-IN.dk.

SAS planlægger, at medarbejdere fra Norge og Sverige skal betjene de fem fly, hvis danskerne ikke vil. SAS indgik gardinaftaler med det norske og svenske personale henholdsvis i 2012 og i foråret i år. Danske medarbejdere skal så arbejde ud fra Stockholm Arlanda og Oslo Gardermoen og betjene Boeing 737-fly. Lige nu omskoler SAS 70 danske kabineansatte, men det kan blive flere.

Hvis dansk personale skal til at bemande Boeing 737-fly med base i Oslo og Stockholm, så kan det indebære, at de for at møde på arbejde skal flyve som såkaldt ”passivt” kabinepersonale fra København til Oslo eller Stockholm og optage pladser, som betalende passagerer ellers kunne have besat. Samtidig vil mange af dem sandsynligvis skulle indlogeres på hoteller, hvis de for eksempel skal møde på arbejde i Gardermoen eller Arlanda tidligt om morgenen.

Ekstremt ærgerlige
SAS og CAU har forhandlet gennem længere tid, men SAS har ikke fået noget svar på sit seneste udspil fra slutningen af oktober.

”SAS har fremlagt et aftaleforslag, som vi ikke har fået en endelig tilbagemelding på fra CAU – til trods for at vi nu står næsten en måned inden dispensationens udløb. Vi er ekstremt ærgerlige over situationen,” understreger Trine Kromann-Mikkelsen.

Hos CAU ser man anderledes på sagen og aftaleforslaget fra SAS.

”SAS har genfremsendt et udkast, som vi allerede har sagt nej til en gang. Vi er interesseret i at forhandle, men bolden ligger hos SAS. At genfremsende et gammelt forslag rykker ikke så meget,” siger Christa Ceré, nyvalgt formand for Cabin Attendants Union, der organiserer omkring 1.100 af SAS’ 1.400 danske kabineansatte.

Korte langruter
At de fire Airbus A330-fly kun har gardiner og ikke lukkede hvilekabiner i stil med SAS’ andre langdistancefly, skyldes, at de kun bruges på de ”korte” langruter til den amerikanske østkyst. Og på flyveture af den varighed forlanger myndighederne kun gardinafskærmning. Et enkelt Airbus A340-fly har også kun gardiner, da det er et reservefly, der er indlejet i en kort årrække.

SAS’ øvrige Airbus A340-fly og to helt nye Airbus A330Enhanced-fly bruges på længere ruter til USA’s vestkyst og Asien og er derfor udstyret med lukkede hvilekabiner.