Første Sun-Air flyvning fra Friedrichshafen til Düsseldorf (Foto: Sun-Air)

Sun-Air har taget hul på tysk indenrigsflyvning

Mandag morgen indviede Sun-Air ruten mellem Friedrichshafen og Düsseldorf, og fremover vil selskabet flyve 11 gange om ugen mellem de to tyske byer.

Billund-selskabet Sun-Air, der flyver som franchisepartner for British Airways, har mandag indledt et nyt internationalt eventyr.

Selskabet vil fremover flyve 11 gange om ugen fra Bodensee Airport-Friedrichshafen til Düsseldorf, der i 2017 var Tysklands tredjestørste lufthavn med 24,6 millioner passagerer.

Ruten bliver betjent med Sun-Airs Dornier 328-jetfly, der har plads til 32 passagerer. Der flyves to gange dagligt på alle hverdage samt én gang om søndagen.

Første afgang på rutenummer BA8241 kl. 07.15 blev fløjet med Sun-Airs administrerede direktør Kristoffer Sundberg i cockpittet, og herudover kunne passagererne opleve den traditionelle vandbro, snoreklipning samt rutekage, som det hører sig til ved ruteåbninger.

“Vi ser allerede nu flotte bookingtal, og vi forventer at runde en tilfredsstillende belægning, når ugen er omme – så det tegner godt,” siger kommerciel direktør Kristian Tvergaard fra Sun-Air til CHECK-IN.dk.

Kan overveje Hamborg-rute
Bodensee-Friedrichshafen er med 500.000 årlige passagerer den tredjestørste lufthavn i den tyske delstat Baden-Württemberg og betjener et rigt område fra dele af Tyskland, Østrig, Schweiz og Liechtenstein.

Hvis ruten udvikler sig positivt, har Sun-Air allerede planer om sammen med lufthavnen at forsøge at etablere en rute til Hamborg.

“Jeg er meget tilfreds med, at det er lykkedes at tiltrække et regionalt flyselskab, der i 20 år har været franchisepartner for British Airways, til Bodensee Airport. Dermed kan alle vores flygæster på ruten til Düsseldorf profitere af de fordele, som et verdensomspændende flyselskab har inklusive medlemskabet af alliancen Oneworld,” siger Claus-Dieter Wehr, der er administrerende direktør for Flughafen Friedrichshafen Gmbh:

Sun-Air har tidligere forsøgt sig med ruter fra tyske lufthavne. Den 31. oktober 2016 indledtes en nordtysk satsning ved at stationere to Dornier 328JET i Flughafen Bremen til at betjene ruter til London City og Manchester. Den 25. februar 2017 måtte Sun-Air efter 118 dage lukke de to ruter og trække sig ud af lufthavnen, da potentialet slet ikke svarede til, hvad den nordtyske lufthavn havde stillet i udsigt.

 

Relaterede artikler:

Sun-Air starter tysk indenrigsflyvning

Bremen-eventyr kostede Sun-Air syv millioner

Sun-Air lukker base i Bremen

To nye Sun-Air ruter fra tysk base