Turbulent start på Karup-rute

DAT fik en vanskelig start på førstedagen med ATR-flyvninger mellem Karup og København på vegne af Norwegian. Trods en orkanagtig storm gennemførte DAT dog fem ud af seks afgange.

Mandag den 28. oktober stod et ATR72-fly fra Danish Air Transport (DAT) klar i Karup Lufthavn for at tage hul på det vintertrafikprogram, som Norwegian har hyret det danske selskab til at operere.

DY3053 med planmæssig afgang fra Karup kl. 06.20 var første flyvning mod hovedstaden, og alt forløb perfekt, da ATR-flyet rullede ud fra gaten kl. 06.19 og ankom til gaten i Københavns Lufthavns Terminal 1 kl. 07.04 – hele 11 minutter før fartplanen.

Men herefter blev det en dag, som man sent vil glemme hos DAT og Norwegian. Returflyvningen fra København kl. 07.35 blev 10 minutter forsinket ved afgangen, da man måtte vente på at få tanket op. Sidenhen satte den orkanagtige storm ind, og skabte forsinkelser og aflysninger i løbet af dagen. Så opstarten blev noget mere turbulent end forventet.

Da dagen var omme var slutfacit fem gennemførte operationer ud af seks mulige inklusive en diversion til Aalborg Lufthavn.

“Vi gennemførte mere, end vi regnede med at vi kunne på grund af de ekstreme vejrforhold,“ forklarer direktør Lars W. Høeg fra DAT.

Hos DAT er man glade for, at Norwegian har valgt et turboprop-produkt til Karup-København ruten og vil sætte alle ressourcer ind på at vise, at man kan gennemføre opgaven til Norwegians tilfredshed.

Følger ruten tæt
Norwegian er da også tilfreds med såvel DAT som ruteopstarten, selvom det blev en noget turbulent mandag.

“Ruten er rigtig fin, og vi har en rigtig god belægning. Erhvervslivet som man frygtede ikke ville tage lige godt imod fartplanen, har tværtimod taget godt imod den,“ siger presse- og markedschef Johan Bisgaard Larsen.

Der er tidspunkter på dagen, hvor efterspørgslen er særlig stor. Det drejer sig om morgenafgangene fra Karup og den sene eftermiddagsafgang fra København. Men det får ikke umiddelbart Norwegian til at overveje at sætte større fly ind på de mest efterspurgte afgange.

“Vi følger ruten tæt og foretager en løbende evaluering. I vores analyser er der endnu ikke noget, der peger på, at vi kan have kapacitetsproblemer. Det er for tidligt at gøre noget, og vi har bestemt brug for mere analysegrundlag,“ mener pressechefen.

Skulle behovet for større fly opstå, kan det heller ikke løses her og nu. Først og fremmest har Norwegian nogle kontraktmæssige forpligtelser overfor DAT, og herudover råder Norwegian ikke i øjeblikket over ledig Boeing-kapacitet.