Presset er lettet på Karup Lufthavn

Med Norwegians valg af DAT som operatør på Karup-København ruten vejrer man morgenluft i den pressede Karup Lufthavn, der i 2013 ender på det laveste passagertal i mange år.

I 2010 efter at Norwegian første gang havde etableret sig på indenrigsruten mellem Karup og København var der flere end 300.000 passagerer, der i årets løb benyttede sig af mere end 10 daglige afgange med Norwegian og Cimber Sterling mellem Karup og hovedstaden.

Sidenhen forlod Norwegian den jyske lufthavn, mens Cimber Sterling holdt skansen frem til konkursen den 3. maj sidste år. Herefter kom Norwegian tre dage senere tilbage på ruten med op til fire daglige afgange opereret med Boeing 737-300 fly fra Jet Time.

Men få afgange er ikke erhvervslivet livret. Her handler det om masser af frekvenser, for ellers lokker alternative transportmidler som tog og bil, når man skal på rejser til hovedstaden, mens de øvrige jyske lufthavne også kan udgøre et brugbart alternativ. Blandt andet derfor dykkede passagertallet i Karup Lufthavn i 2012 til blot 147.000, hvilket er halvdelen af de passagerer, der passerede gennem terminalen i 2010.

Med udsigt til et underskud måtte Karup Lufthavn i slutningen af 2012 bede de ni ejerkommuner og et økonomisk tilsagn på samlet 10 mio. kroner. De første fem mio. kroner skulle delvist dække 2012-underskuddet, mens der står yderligere fem mio. kroner og venter, hvis og når behovet opstår for at hælde penge i kassen i den slunkne kasse. Og det behov kan være påtrængende inden længe.

“Vi ender i år på det laveste passagertal, som vi har haft gennem mange år. Vi har tabt 20 procent af vores passagertrafik i det første halve år, og vi kommer nok til at slutte året på omkring 140.000 passagerer,“ siger lufthavnschef Erik Jakobsen til CHECK-IN.dk.

Optimisme for 2014
Men Norwegians valg af DAT som operatør på ruten har fået optimismen tilbage i Karup Lufthavn, der forventer, at det kun kan gå fremad fra den 27. oktober, hvor der vil blive fløjet seks gange dagligt mod de nuværende fire.

“Vi vil nok budgettere med 87.000 afrejsende passagerer allerede næste år, hvilket svarer til 175.000 passagerer. De indtægter vi har mistet på færre passagerer i 2013, dækker vi selv ind i første omgang. Vi har ikke tænkt os at sætte priserne op lige nu,“ forklarer lufthavnschefen.

Lufthavnens ledelse har tidligere udtalt, at break-even ligger omkring 180.000 passagerer, hvorfor Karup Lufthavn vil komme tæt på, hvis budgetmålene for 2014 opfyldes.

“Hvis vi laver vores budget og kigger på vores likviditet, så kan vi godt køre videre i tre eller fire år, selvom vi får underskud i år og næste år, med mindre noget uforudset indtræffer,“ vurderer Erik Jakobsen.

DAT oplyser, at kontrakten med Norwegian har en varighed på 36 måneder med en forholdsvis lang opsigelsesperiode. Dermed kan Norwegians samarbejde med DAT i realiteten løbe helt frem til efteråret 2016, hvilket ligger pres på lufthavnen for at sikre en fornuftig økonomi i de kommende år.