Foto: NextJet

Domstol: NextJet skal informere om flystop

Det regionale svenske flyselskab NextJet er af patent- og markedsdomstolen blevet pålagt at informere brugerne om, at selskabet ikke må flyve efter den 17. november.

Økonomiske problemer hos NextJet betyder, at flyselskabet om en måneds tid ikke længere må foretage kommercielle flyvninger med dets 14 fly.

Det er den svenske transportstyrelse, der på grund af flyselskabets skrantende økonomi har taget beslutning om at inddrage NextJets operative driftstilladelse efter den 17. november, såfremt der ikke foreligger dokumentation for en sund økonomi.

Som det ser ud i øjeblikket, må NextJet altså ikke sende sine fly i luften efter den pågældende dato, men det svenske flyselskab har alligevel solgt billetter til rejser herefter. Flybilletterne er vel at mærke solgt uden at informere brugerne om, at flyvningerne muligvis ikke bliver gennemført – og det har fanget forbrugerorganisationen Komsumentverkets opmærksomhed.

For et par uger siden valgte den svenske forbrugerombudsmand at tage sagen til den svenske patent- og markedsdomstol i forsøget på at få en hurtig afgørelse om, at NextJet er tvunget til at oplyse om den aktuelle situation til gavn for ellers sagesløse forbrugere.

Patent- og markedsdomstolen er kommet med den beslutning, at NextJet er pålagt at oplyse klart og tydeligt på sin hjemmeside, at flyselskabet – som det ser ud i øjeblikket – ikke flyver efter den 17. november. Selskabet står til at få en bøde på en halv million svenske kroner, hvis ikke det straks imødekommer domstolens krav. Og yderligere en bøde på en halv million svenske kroner, hvis NextJet påstår, at de flyver efter pågældende dato.

Retter sig efter domstolen
NextJet flyver blandt andet til flere destinationer i det nordlige Sverige, og den verserende sag optager da også en af lufthavnscheferne.

”Man kan ikke markedsføre eller sælge noget, som man ikke kan tilbyde. Vi har samme opfattelse som retten i spørgsmålet,” siger Ralf Lundberg, der er direktør i Arvidsjaur Lufthavn, til SVT Norrbotten.

Det viser sig imidlertid, at Nextjet ikke risikerer en kæmpebøde for manglende oplysinger til forbrugerne. CHECK-IN.dk har været forbi NextJets hjemmeside for at se, om flyselskabet retter sig efter patent- og markedsdomstolens afgørelse. Efter at have indtastet informationer i bookingsystemet på forsiden, kommer man videre til siden med konkrete pristilbud på flybilletter. Og følgende tekst angives under prisoplysningerne.

”NextJet har i øjeblikket ikke tilladelse til flyvninger efter den 17. november. Ansøgningen om flyvninger efter denne dato behandles i øjeblikket af Transportstyrelsen,” hedder det.

Hjælp fra investorer
Der arbejdes i øjeblikket hårdt hos NextJet på at finde de nødvendige investorer, der kan skyde kapital i flyselskabet. I slutningen af august meldte NextJet, at man havde sikret sig finansielt ved salg af to fly og en kapitaludvidelse på 42,5 mio. svenske kroner. Samlet set skulle kapitalgrundlaget hermed være sikret med omkring 70 mio. svenske kroner.

Air Åland og det finske energiselskab Herrfors er angiveligt de selskaber, der skal sikre NextJets fremtidigede driftskapital. Men det er endnu ikke på plads, og derfor hænger der sorte skyer over NextJets ledelse og flyflåde, når den operative driftslicens står til at blive inddraget efter den 17. november.

SAS har længe haft en codeshare-aftale med NextJet, men den 29. september valgte SAS imidlertid at tage konsekvensen af det svenske flyselskabs usikre økonomi og stoppede midlertidigt med at sælge billetter under samarbejdet.

NextJet har over 300 ansatte og selskabets 14 fly opererer på omkring 20 destinationer i Sverige og Finland. Det svenske flyselskab har tidligere fløjet til Danmark, men gør det ikke længere.

 

Relaterede artikler:

SAS opsiger codeshare-aftale med Nextjet

Svensk flyselskab får økonomisk førstehjælp

DAT skal atter flyve for NextJet

NextJet lukker CPH-ruter

Lukker CPH-rute 14 dage før opstarten

x

Læs Også

Svensk flyselskab får jetfly

Det svenske flyselskab Nextjet indsætter fra midten af marts måned 50-sæders jetfly på de arktiske ruter. Hidtil har selskabet kun beskæftiget turboprop-fly.

Ny rute fra Stockholm-lufthavn til København

Fra den 27. marts 2017 vil Nextjet flyve to gange dagligt mellem Västerås og København i samarbejde med SAS.

Finnairs langdistanceruter er under pres

I august måned blev Finnair udfordret på selskabets langdistanceruter. Belægningen til Asien og USA styrtdykkede, og Finnair søger nu hjælp i Sverige.

Svensk flyselskab tæt på at lukke føderute til Helsinki

Efter blot 45 dages drift må NextJet den 1. november sandsynligvis lukke ruten mellem Västerås og Helsinki, da de lokale myndigheder ikke vil dække underskuddet.

Svensk flyselskab får nye ejere

En kreds af virksomheder og personer fra Sverige og Finland har overtaget selskabet Nextjet.

Finnair styrker feed fra Sverige

Finnair har indgået en codeshare-aftale med det svenske regionalflyselskab NextJet og får derigennem sin femte destination i Sverige.