SAS: Reklamekoncept skaber glæde ved at rejse

SAS har netop introduceret “We Are Travelers“, der et en nyt reklamekoncept, der bekræfter, at rejse er en del af vores livsstil.

“Et koncept, der bekræfter, at det at rejse er en del af vores livsstil. Samtidig er konceptet også en hyldest til den glæde og forventning, vi føler, før vi skal ud at flyve.“

Sådan indleder SAS i forbindelse med præsentationen af flyselskabets nye reklamekoncept, der har fået navnet: “We Are Travelers“.

“We Are Travelers“ er et langsigtet koncept, der viser, at SAS skal være det naturlige valg for de frekvente rejsende i Skandinavien. Ifølge SAS bygger konceptet på positive følelser, man som rejsende forbinder med at flyve, og på hvordan SAS kan forstærke denne rejseglæde.

“At rejse er for mange skandinaver en livsstil. Vi rejser gerne, ofte, og det er en vigtig del af vores selvforståelse. I SAS kender vi den livsstil godt, eftersom vi selv er en del af den,“ siger Stefan Hedelius, der er direktør med ansvar for Brand & Marketing hos SAS.

Mere end bare transport
Det er velkendt, at mange betragter skandinaver som særdeles rejsehyppige. Derfor er det også vigtigt, at slå fast, at det handler om mere end transport.

“Selv de, der rejser meget, forbinder flyet med meget mere end bare transport. Det handler om en pause fra hverdagen og en forventning om at være på vej, uanset om man rejser i jobsammenhæng eller mod nye ferieoplevelser. Vi rejser for at være del af en større verden, føle os vigtige og nødvendige, og for at vokse som mennesker,“ siger Stefan Hedelius.

I den først kampagne præsenterer SAS en række rejseprofiler, både kunder og medarbejdere. SAS viser her en række rejsende, der har det til fælles, at de er glade for at rejse, og at de ofte rejser.

Den nye kampagne bliver synlig på SAS´ egne kanaler samt i tv, på print, online og i udendørsreklamer i Sverige, Norge og Danmark. Konceptet er lavet i samarbejde med hele ni samarbejdspartnere, henholdsvis Åkestam Holst, Bacon & Co, Los & Co, Rippler Communications, OTW, Mindshare, MediaCom, TreKronor og Bold.