Foto: Alec Wilson / Wikimedia Commons

Kinesiske fly invaderer Europa

Europæiske destinationer får i indeværende år besøg af et stort antal kinesiske fly, da mange flyselskaber har valgt at lancere nye ruter – herunder til København.

Det kan efterhånden betegnes som en vaskeægte invasion, når de kinesiske flyselskaber i år sætter kursen mod det europæiske kontinent.

Ruter bliver genoptaget og helt nye kommer til, hvilket samlet set vil øge flykapaciteten væsentligt fra Kina. I første halvdel af 2018 vil der i alt blive oprettet ni nye ruter, mens én vil blive genoptaget. Og tre nye ruter mere er angiveligt på vej. I årets anden halvdel vil mindst fire nye ruter blive igangsat.

Virksomheden ForwardKeys analyserer hver dag omkring 17 millioner bookingtransaktioner, og de kan på den baggrund forudsige, hvordan rejsemønstrene vil se ud over hele verden. I 2016 oplevede USA en kinesisk flyinvasion, og sidste år var det Australiens tur. Nyeste tal viser nu, at det er Europas tur i år til at få et øget antal kinesiske turister.

I juni vil der være 30 ekstra flyvninger om ugen fra Kina til europæiske destinationer, viser tal fra ForwardKeys. Med et estimeret antal på 200 sæder pr. flyvning vil det betyde 6.000 ekstra pladser om ugen til de kinesiske rejsende. I sidste sommer var der ugentligt et gennemsnitligt antal på 150.000 flysæder fra Kina.

To kinesiske CPH-ruter
København er en af de destinationer, som kineserne satser på. Pr. 30. maj påbegynder det statsejede Air China fire ugentlige afgange fra Beijing til den danske hovedstad.

Og seneste nye er, at Sichuan Airlines fra samme måned vil flyve to gange om ugen fra Chengdu til CPH. Det skrev Air Transport World i tirsdags. Sichuan Airlines vil formentlig betjene København-ruten med en Airbus A330, og samme flyselskab planlægger angiveligt også at starte en europæisk rute til Zürich.

Europa har en andel på 10 procent af rejsende ud af Kina og oplevede en vækst på 7,4 procent af kinesiske turister i januar og februar i forhold til samme periode sidste år. Tyrkiet fik fremgang på hele 108,2 procent (styrket optimisme efter terrorangrebene kan være årsag, red.) mens Grækenland havde fremgang på 55,7 procent.

”Det ser ud til, at turismeåret mellem EU og Kina har en positiv indvirkning på rejser i begge retninger. Kineserne har efterhånden i en rum tid fået lyst til internationale rejser, og denne tendens bliver gengældt,” siger Olivier Jager, administrerende direktør og medstifter af ForwardKeys.

“Europa har tydeligvis meget at hente af den øgede kapacitet, fordi kineserne er villige til at bruge penge på luksusvarer, mens de er på ferie, hvilket giver gode muligheder for europæiske detailhandlere.”

Flere Kina-ruter til Norden
Af nye kinesiske forbindelser til Norden i år – foruden København-ruten – er ruter til Helsinki og Stockholm. Fra juni vil Beijing Capital Airlines flyve tre gange ugentligt fra Beijing til Helsinki-Vantaa, og fra maj vil Finnair flyve tre gange om ugen fra Nanjing til den finske hovedstad. Fra den 16. juni vil China Eastern Airlines påbegynde fire ugentlige afgange mellem Shanghai og Stockholm-Arlanda.

Af øvrige nye forbindelser til Europa kan nævnes Madrid, der vil blive betjent af Hainan Airlines fra marts, og London Heathrow, der vil få en rute fra China Southern Airlines fra maj.

 

Relaterede artikler:

Medie: Københavns Lufthavn får ny Kina-rute

SAS i tænkeboks efter Air China-indtog

Star Alliance-selskab åbner København-Beijing

Tre kinesiske flyselskaber på vej til København

Kinesisk flyselskab klar til København