Norwegian og SAS. (Foto: Morten Lund Tiirikainen)

Resume: Uge 7/2017 i luftfartsbranchen

Et dansk flyselskab gav op på en tysk base, mens Norwegian fik børstæsk ovenpå årsregnskabet. Samtidig måtte CPH se sig placeret i bunden af det nordiske vækstbarometer.

Uge 7 er for mange lig med vinterferie, men det har vi ikke mærket til på CHECK-IN.dk, hvor læserne har klikket sig ind på vores historier i næsten større omfang end de foregående uger. Nu er luftfartsbranchen trods alt også begunstiget af, at vinterferie automatisk giver travlhed i forretningen.

Ugen startede med nyheden om, at Billund-selskabet Sun-Air of Scandinavia efter fire måneder måtte opgive satsningen i Bremen Airport, hvor selskabet har fløjet til London City og Manchester med to Dornier 328-jetlfy siden oktober måned sidste år. Opbakningen fra det lokale erhvervsliv var ikke tilstrækkeligt til at kunne fortsætte ruterne uden store tab.

Opbakning var der derimod til den tidligere ruteudviklingschef i Københavns Lufthavn og nuværende ansvarlig for ruteudviklingen hos den svenske lufthavnsoperatør Swedavia, Ole Wieth Christensen (43), der blev valgt ind i bestyrelsen for Aarhus Lufthavn A/S, hvor han med sin viden om ruteudvikling skal hjælpe lufthavnen frem mod et større rutenetværk.

CPH overhalet af konkurrenter
Hos Aarhus Lufthavn har man brug for øget passagervækst, og i Københavns Lufthavn kunne man også bruge mere end de 5,6 procent, der blev hentet hjem i årets første måned. Specielt når konkurrenterne i Stockholm, Oslo og Helsinki alle har vækstrater, der er næsten dobbelt så høje, mens Keflavik-lufthavnen ved Reykjavik er stukket helt af med en rekordvækst på 70 procent i januar måned.

En af årsagerne til den manglende vækst i CPH skal måske også findes i, at der er bestemte flyselskaber, der fortsætter med at flyve forbi lufthavnen. I denne uge kunne Air China meddele, at selskabet i begyndelsen af juni åbner en rute fra Beijing til Zürich, og allerede tilbage i juni 2012 skulle Air China have åbnet en rute fra Beijing til København, men det har angiveligt været politiske årsager, der har betydet, at det kinesiske flyselskab opgav CPH og  sidenhen har åbnet nye ruter til eksempelvis Geneve, Warszawa og Barcelona, uden at CPH er blevet tilgodeset.

Norske børstæsk
Norwegian var i fokus i denne uge. Det britiske selskab Norwegian Air UK går snart i luften med de første flyvninger med IATA-koden ”DI”, mens ”DY” og ”D8” stadig anvendes på ruterne fra Københavns Lufthavn, hvor der bliver øget med 33 ugentlige afgange til samlet 10 destinationer i det kommende sommertrafikprogram. Specielt på ruterne til Oslo og Stockholm bliver der opjusteret.

I denne uge var Norwegian også regnskabsaktuel med resultatet for fjerde kvartal af 2016 og dermed også hele året 2016. Selvom Norwegian kunne præsentere det bedste resultat nogensinde med et overskud på omkring 950 mio. danske kroner, så var børsmarkedet på ingen måder tilfreds. Aktien blev torsdag handlet ned med 6,33 procent, og faldet fortsatte i løbet af fredagen.

Aktiviteter hos lavprisflyselskaberne
Det ungarske lavprisflyselskab Wizz Air annoncerede nye ruter til Frankfurt Lufthavn samt en ny base i London-Luton Airport, hvormed selskabet for alvor er på vej ind i hovedlufthavnene, og sekundært etablerer sig med baser i Vesteuropa, hvor et selskab som Ryanair med tiden vil møde øget modstand.

I Københavns Lufthavn var der også bevægelse på lavprisområdet. Transavia vil fra slutningen af oktober lukke basen i München Lufthavn, hvorfor det hollandske lavprisflyselskab ikke længere vil flyve til København og Stockholm fra den sydtyske by. Til gengæld får Københavns Lufthavn en ny rute fra samme tidspunkt. Det er Ryanair, der åbner rute nummer 21 fra CPH, og destinationen er Sevilla i det sydlige Spanien.

Vil kræve stop for social dumping
Endelig sluttede ugen med, at Europa-Parlamentet vedtog en betænkning, hvori der kræves stop for social dumping og unfair konkurrence i luftfartssektoren. Betænkningen ”An Aviation Strategy for Europe” konkluderer, at der er brug for en fælleseuropæisk lovgivning for at sikre bedre vilkår for de ansatte hos flyselskaberne i Europa. Nu er det op til EU-Kommissionen at udarbejde et lovgrundlag, som på et tidspunkt kan blive vedtaget i Europa-Parlamentet og Ministerrådet.

Mens vi venter på det, vil vi ønske alle vore læsere en rigtig god weekend.